Undervisning

Skema

Undervisningen på Aabybro Friskole er skemalagt og styres af lærernes “armbåndsure” i stedet for en automatisk klokke. Børnene kaldes ind fra frikvartererne af en håndbetjent klokke.

Skemaerne består af moduler af 30 minutters varighed. Modulerne er tilrettelagt, så der er frikvarter efter 3-4 moduler.

På trods af skemastyringen byder dagligdagen på mange spændende oplevelser for børnene. Skemaet kan en gang imellem brydes op af ekskursioner, besøg i og ud af huset, emnedage og -uger og spontane indslag.

Når halvdelen af skoleåret er gået, bryder vi skemaerne op på ny, så fordelingen af fagene hen over ugen kan omprioriteres.

Morgensang og fællestime

Hver uge, i to moduler, afholder vi fællestime for hele skolen. Her kan det være en klasse der står for fællestimen, hvor de fx laver underholdning, konkurrencer eller aktiviteter m.m. Vi bruger også fællestimen til fælles oprydning, hvor hver klasse har et ansvarsområde på vores udendørs arealer.

Hver tirsdag, onsdag og torsdag kl. 9.50-10.15 har alle klasser ”morgensang” på skemaet. Her mødes vi i Salen og synger vi sammen, fejrer fødselsdage og udveksler informationer og meddelelser. Derudover skiftes lærerne til at fortælle om noget der optager dem, rører sig i verden eller har almen interesse.

Fortælling og emne

I lillegruppen (0.-3. kl) har vi et fag der hedder fortælling. I dette fag får eleverne fortalt gode historier fra nordisk mytologi, historiske perioder og nutidige forfattere. Eleverne får skærpet deres evne til at sidde og lytte.

På 0.- 6. klassetrin har eleverne flere moduler på skemaet, hvor der står ”emne”. I emneundervisningen søger vi at arbejde tværfagligt og gradvist mere projektorienteret indenfor fagene historie, kristendom, natur/teknologi. Disse tre fag har således ikke selvstændige timer på skemaet. Desuden afgiver dansk og matematik også tid til emneundervisningen. Eleverne er opdelt i emnehold, 0.-2. kl., 3.- 4. kl. samt 5.- 6. kl. Dermed fordrer vi samarbejde på tværs af klassetrin.

Undervisningens mål

Aabybro Friskole følger Undervisningsministeriets nye forenklede Fælles Mål for undervisningen i fagene, som er opdelt i kompetencemål, videns- og færdighedsmål og læringsmål.

Tysk tilbydes som skolens andet fremmedsprog.

På Aabybro Friskole afholdes folkeskolens prøver efter 9. klasse. 9. klasse har ikke læseferie, men forbereder sig til prøverne fælles og på skolen.

Skolen har valgt, at den nye obligatoriske praktisk/musiske prøve i 8. klasse, ligeledes afholdes. Derfor gives der karakterer fra 8. klassetrin.

Timestyring

Der tages udgangspunkt i Undervisningsministeriets vejledende timetal for grundskolen. Disse vejledende tal sættes i forhold til vores egen hverdag.

Der tilbydes specialundervisning efter gældende regler.​

Vi benytter os af de vejledende læseplaner for folkeskolen, som i grove træk skitserer vores undervisningsgrundlag. Det er grundlæggende, at vi i stor udstrækning differentierer undervisningen og forsøger at møde det enkelte barn, hvor det er fagligt og socialt.