Undervisningen i Lille-, Mellem- og Storgruppen

Lillegruppen (0. – 3. klasse)

Aabybro Friskole ligger stor vægt på, at eleverne får en god og sammenhængende skolestart. I lillegruppen lægges grundlaget for hele barnets skolegang og for barnets faglige læring og sociale og personlige udvikling.

Undervisningen tilrettelægges ud fra det enkelte barns forudsætninger, og den faglige, sociale og personlige udvikling tænkes altid sammen.

Glitners medarbejdere er også en del af skoledagen og undervisningen, hvilket sikrer sammenhæng i hele elevens dagligdag.

De nye elever starter den 1. april, og vi bruger de første tre måneder på, at de skal lære hinanden og deres lærere at kende, og at de langsomt også får lært de andre lillegruppebørn at kende.

I lillegruppen vægter vi samarbejdet og sammenholdet på tværs af klassetrin. Dette gør vi ved emneundervisning fra 0. – 2. kl. og 3- 4. klasse, idræt og svømning.

 

Mellemgruppen (4. – 6. kl.)

I mellemgruppen tilrettelægges undervisningen også ud fra det enkelte barns forudsætninger, således at den faglige, sociale og personlige udvikling fortsættes.

I mellemgruppen er der også samarbejde på tværs af klassetrin i emneundervisningen i 3-4. kl. og 5.-6. kl., idræt og svømning.

Hver elev i 0. kl. får ligeledes tildelt en skoleven i 6. kl. Skolevennen leger, hjælper, hilser og er med til at skabe en tryg hverdag for de nye børn. Skolevennerne bliver også sat sammen i fællestimer, så man derved som stor lærer fra sig, og som lille lærer af de større børn.

 

Storgruppen (7. – 9. kl.)

I storgruppen arbejdes der videre med den faglige, sociale og personlige udvikling. Undervisningen tilrettelægges også her ud fra det enkelte barns forudsætning.

I Storgruppen arbejder vi bland andet med trivselsforløbet MOT som handler om, at give unge robusthed, mod til at sige fra og mod til at vise omsorg og ansvar.  

Hver klasse hjælper også med at arrangere en af skolens tre årlige fællesspisninger for alle elever og forældre.

8.- 9. klasse er på en fælles lejrskole, hvor de skiftevis er i København og udlandet, mens 7. klasse er på lejrskole med 6. klasse. Her er de hvert andet år på skilejrskole i Norge.

Desuden opfører 8. og 9. kl. musical eller skuespil hver år op til vinterferien.

7.-8.- og 9.klasse har idræt sammen på SEA, Aabybro.

I slutningen af 9. klasse afholdes afsluttende prøver. Eleverne har ikke læseferie, men forbereder sig til prøverne fælles på skolen.